Mit kanin univers

Jeg har altid holdt meget af kaniner, lige fra de første to vi fik hjemme hos mine forældre til hende jeg har i dag. De første to hed Stump og Stampe, en han og en hun. De skulle være dværgkaniner, men der var helt sikkert blanding i dem.
Stampe var min, en rigtig madame, hun blev nærmest dronningen i buret, eller var det sådan set. Mine forældre ville absolut ikke have unger på dem, så hannen Stump kom under kniven, så vidt jeg husker i al fald. Vores morfar byggede et  bur til dem så de kunne komme udenfor, for mine forældre syntes de lugtede helt forfærdeligt.
Jeg kom til at holde rigtig meget af de to kaniner, de blev 12 eller 13 år gamle, desværre har jeg ikke noget billede af dem. Men skønne var de.

Der gik så nogle år, hvor jeg ikke havde nogle kaniner, jeg mener der gik 5 år, før jeg igen fik kanin. Jeg var flyttet hjemmefra, kunne ikke li at bo alene, og kæmpede en del med at være der. Indtil jeg fik Zeus.

Zeus fik jeg igennem gul og gratis, til en tyver, i den flok hun var i mellem var hun den eneste sorte, som ejeren sagde, du må gerne få alle 7 unger *G* jaja den er god med dig mand *hehe*
Jeg tog ikke alle med hjem, kun Zeus jeg troede var en han, indtil jeg fandt ud af hun var en dame *S*

Zeus havde jeg i 8 år, 8 gode år, og nej hvor jeg savner hende. Desværre måtte jeg få hende aflivet uden jeg selv vidste af det en dag i maj ved dyrlægen. Hun var blevet gammel, tynd og havde noget allergi.
Det var virkelig hårdt at gå fra dyrlægen med et tomt bur og mine følelser var flossede. Hvad pokker skete der lige? og var det det rigtige jeg gjorde? Var jeg lettet eller fyldt med følelser?

I mellem tiden var jeg sammen med et par bekendte, den ene blev min veninde. Men hende den anden havde fået kaninunger, og hun spurgte om jeg ville have en. På daværende tidspunkt havde jeg stadig Zeus, men vidste hun var gammel, og hvor længe kunne jeg beholde hende. Uvisheden om at jeg ikke skulle have kanin var for stor, så jeg sagde ja. Fik købt et kæmpe bur, og fik den lille prut hjem.

For ja lille var hun, det bette pus, moren var død nogle uger i forvejen, så jeg fik hende nogle uger tidligere end man egentlig må. Jeg elsker hende, det kan man ikke lade være med.
Hun hedder Daffi, er 1 år gammel og stadig i vild vigør. Hun elsker sit bur, der er stort og rummeligt, hun elsker at komme ud at løbe i hendes løbegård, og hun elsker mad. Min kat er bange for hende *S* det burde jo være omvendt, men nej.

Der venter mange gode år foran sig med Daffi, som er ren Hermelin faktisk og ganske fredelig.
Jeg tror aldrig jeg slipper for at have kanin, jeg har et kærligt hjerte til dem, og de passer til mig, i al fald hvis jeg har nok plads. Det har jeg nu og det er jeg mægtig glad for.