Have og såning

Sikke længe siden det er..

Ja men her er jeg så igen. Hehe :) Og i mellemtiden er det blevet forår, sådan i dag har det i hvert fald føltes. Lidt rart faktisk.

Det giver jo også tid til ude tid og planter.

Jeg købte i søndags et Spirehus, ja okay jeg kalder det er minidrivhus, Men stort og rummeligt er det. Dog med den på at jeg var ved at opgive at samle det. Det så så uoverkommerligt ud. Den dag jeg gik i gang med det tog det mig alligevel 3 timer at samle det, jo jo men handy woman var jeg, så selvfølgelig blev det lavet færdig

Halvt færdigt, selv hunden er gået til ro, med et halv øje åbent :)

Og sådan ser det færdige resultat ud.
Ikke specielt godt billede, men lyset drillede :)

Nu mangler jorden og de små spire bare.















I dag har jeg så fået kigget lidt på frøene, jeg fandt dem og jeg har mange.
Jeg har sået Tagetes, faktisk rigtig rigtig mange. Så må vi se om det bliver til noget.

 Og her er de så, står lige så fint derinde og venter på at de spire.

Så må vi se om det overhovedet bliver til noget.
Har ikke så meget erfaring, men lidt har jeg da og med tiden bliver det vel bedre.









Jeg skal i aften have sat ærter over i et bad så de kan stå til i morgen, og da jeg har rimelig mange må vi se om jeg har plads til dem alle.
Får lidt travlt de næste uger med at få sået de forskellige frø. Men i år vil jeg altså i gang. Da jeg sidste år jo blev alene på matriklen her magtede jeg stort set ingenting. I år skal min have altså bare gennemgås og plejes. Jeg glæder mig.

Min Tøzen

I et stykke tid havde Tøzen ikke ville spise.. var blevet underlig.

Så jeg tog en dyb indånding og tog til dyrlægen, jeg var hamrende nervøs.

Selvfølgelig kunne de ikke undersøge hende, den bette en, hun var gal og sur, selv mig, hendes madmor kunne ikke komme til hende. :( 

De ville beholde hende til bedøvelse og undersøgelse dagen efter, det bette skind :( Og jeg bare græd og græd og græd og græd. Så urimeligt det end måtte være så måtte jeg gøre det, lade hende være i kløerne på de mennesker der ikke kendte hende. 

Næste dag blev jeg ringet op, og det var ikke gode nyheder: mistet blod og blod i blæren.
Min bette bette skat, min 5 årige hunkat Tøzen, var så syg så syg. Det hele ville være værre hvis hun fik lov at blive ved med at leve, på piller og hvad ved jeg. Så jeg tog af sted som en forstenet underlig person for at tage afsked med hende. 

5, snart 6 år gammel kunne hun være blevet. Det er ikke rimeligt. Men heller ikke rimeligt at hun skulle være så dårlig. 

Hver aften når jeg er ude at gå, kigger jeg op på stjernerne og tænker og snakker med hende. Jeg håber hun er et bedre sted, har det godt og løber rundt og genere alle de andre, ligesom hun gerne ville have det, får noget lækkert mad og bare har det godt!

Hvor jeg dog savner hende enormt meget! 

Hvil i fred Tøzen!