Så jeg tog en dyb indånding og tog til dyrlægen, jeg var hamrende nervøs.
Selvfølgelig kunne de ikke undersøge hende, den bette en, hun var gal og sur, selv mig, hendes madmor kunne ikke komme til hende. :(
Selvfølgelig kunne de ikke undersøge hende, den bette en, hun var gal og sur, selv mig, hendes madmor kunne ikke komme til hende. :(
De ville beholde hende til bedøvelse og undersøgelse dagen efter, det bette skind :( Og jeg bare græd og græd og græd og græd. Så urimeligt det end måtte være så måtte jeg gøre det, lade hende være i kløerne på de mennesker der ikke kendte hende.
Næste dag blev jeg ringet op, og det var ikke gode nyheder: mistet blod og blod i blæren.
Min bette bette skat, min 5 årige hunkat Tøzen, var så syg så syg. Det hele ville være værre hvis hun fik lov at blive ved med at leve, på piller og hvad ved jeg. Så jeg tog af sted som en forstenet underlig person for at tage afsked med hende.
Min bette bette skat, min 5 årige hunkat Tøzen, var så syg så syg. Det hele ville være værre hvis hun fik lov at blive ved med at leve, på piller og hvad ved jeg. Så jeg tog af sted som en forstenet underlig person for at tage afsked med hende.
5, snart 6 år gammel kunne hun være blevet. Det er ikke rimeligt. Men heller ikke rimeligt at hun skulle være så dårlig.
Hver aften når jeg er ude at gå, kigger jeg op på stjernerne og tænker og snakker med hende. Jeg håber hun er et bedre sted, har det godt og løber rundt og genere alle de andre, ligesom hun gerne ville have det, får noget lækkert mad og bare har det godt!
Hvor jeg dog savner hende enormt meget!
Hvil i fred Tøzen!
