Når ens sind driller

Nu har jeg jo som sådan vist og fortalt om mine dyr. Jeg har dog stadig to små dyr endnu, min kanin og mit marsvin. Men det må komme på en anden dag.
Min blog handler om mig og mit liv, og her vil jeg begynde at fortælle lidt.
Alle kender til at få en depression, eller nej rettere de fleste kender til det. Vi er nogle stykker i den danske befolkning som får eller har nemt ved at blive lettere ked af det, trist og sårbar.
Det starter måske med man føler sig træt.. man går tidligere i seng, spiser lidt mere.. eller mindre.. man kommer nok ikke så meget ud og man føler sig egentlig lidt trist. 

For mig begyndte det på en anden måde, men depressionen har jeg haft inde på livet, jeg lagde ikke mærke til den før den havde fundet sin styrke i min krop. Jeg var bleg, træt og trist, havde ikke lyst til andre mennesker og musikken gjorde mig mere død end levende. Det er en rigtig ubehagelig følelse. Jeg følte ikke jeg kunne være glad på samme måde, følte ikke jeg kunne det samme, og andre mennesker blev en hæmsko for mig. 

Som årerne er gået er det meget om vinteren jeg har denne følelse, gejsten er ikke den samme, lyset er ikke det samme. Overskuddet og følelsen er heller ikke det samme.
Jeg begyndte at lukke mig inde, sidde for mig selv. Hvorfor skulle jeg gå ud når der ikke var behov for det. 
Alt sammen blev mere og mere svært.

I dag ved jeg at jeg har en vinterdepression. Men det var jeg slet ikke klar over for nogle år siden.
Mit sind har drillet meget i løbet af årene. Ikke på samme måde, men nogle gange i andre retninger, og veje jeg slet ikke anede der var.

Jeg gad da godt mit liv ikke var sådan, med angst inde på livet, men jeg har en tålelig hverdag. Med hjem og dyr og skole. Livet kan sagtens leves, men ville da gerne ønske at det var lettere.

Jeg begyndte at få medicin i 2001, efter jeg havde tabt mig voldsomt og ikke spiste. Kom ved en diætist og efterhånden, lærte jeg mere og mere at få mad indenbords. Og det hele var slet ikke så farligt.
Medicinen hjalp også på humøret og glæden ved livet. Selvom det var voldsomt svært at spise og få medicinen. Men det blev lettere. I flere år måtte jeg dog få det som opløsning i vandet fordi jeg ikke turde at sluge en pille. 

Historien er lang, men tror jeg vil slutte med at sige at selvom man har et sårbart sind, som driller til tider, så kan man sagtens leve. Sagtens have sin egen hverdag, ikke andres men sin egen. Det er den jeg skal arbejde på. Og derfor håber jeg at bloggen kan blive en lille flyttemil for mig hvor jeg finder ud af hvordan min hverdag skal fungere. Også selvom min daværende kæreste forlod mig. 

Min hund King

Min hund King.

King er af racen Golden Retriever, han er 4 år gammel.
Han er bestemt ikke lille i hvert fald.
Han elsker at lege og være ude i al slags vejr. Men han er en rod.. hvis han vil stikker han er fra haven, og som det er lige nu har jeg ikke særligt meget hegn oppe, så derfor blir han holdt i snor indtil videre. 

Han elsker min sofa, Og min dyne. Nogle gange tror han givetvis at han er en skødehund, så hopper han op og ligger sig godt tilrette ved mig. Dog forstår han godt når jeg siger han skal gå ned, det er også begrænset hvor meget jeg kan holde til at han ligger på mig eller op af mig :)

Han er glad for andre dyr og mennesker, og folk får den kæmpe store velkomst når de kommer, men også mine andre smådyr kigger han meget på, specielt min kanin, Daffi, hun er også interesseret i ham, meeen til en vis grænse. 

Min kæreste og jeg er gået fra hinanden, og derfor på længere sigt bliver det min eks der skal have King. Jeg kommer selvfølgelig til at savne ham for vildt meget. Men så er det godt jeg har billederne og minderne, som jeg til enhver tid kan tage frem. Og jeg har fået at vide jeg også gerne må komme og sige hej til ham.
Det var et enormt svært valg at tage, men jeg gjorde det for min egen skyld. Måske kommer den sag en anden gang. 
Men dette indlæg er til ære for King. Mit store legebarn :)

King jeg vil altid elske dig. 

Min kat

Jeg vil da lige vise lidt af mine dyr frem, jeg har dog ikke så mange billeder af dem på denne pc. Tror faktisk kun jeg har to. Nå..

Men Tøzen er min kat, på 5 år. Tøzen er en alm huskat, med sin helt egen vilje Og det kan man tydeligt se på dette billede:

Men hun har altid været min kat, andre måtte nærmest ikke røre hende. Og den dag i dag er hun stadig min kat, for der er da ikke noget bedre at ligge hos mig. Men det med at bestemme selv, det har hun altid haft. Her ligger hun på tæppet på sofaen som egentlig tilhøre min hund. Så må hunden jo ligge sig et andet sted, for der skal Tøzen ligge :) Hun er en værre bandit.
Tøzen vil som jeg skrev før, rigtig gerne bestemme, og ligger vores hund et sted hvor hun ikke vil have det, ja så går man da bare lige over og flytter ham. Man sætter lige klør fem i pelsen, baare så han lige mærker det, og så flytter hunden sig sgu, jo jo hun har tag over ham :)
Meeen de kan også ligge sammen og hygge, Tøzen kommer nogle gange over for at slikke King, som min hund hedder og så er alt fryd og gammen. Det er så dejligt at se. 

Men man kan også få brug for min opmærksomhed, normalt når hun sidder der, kalder hun på godbidder, jo jo hun ved nemlig godt at de lige er derinde. 

Jo hun er mors mis simpelthen :)

Så nyt og alligevel ikke

Jeg har altid været vild med at skrive.. Lige fra jeg var en bette pige.
Jeg elskede at skrive historier, elskede at ligne serier i fjernsynet hvor det var mig selv der var hovedpersonen. Jeg kunne skrive så mange ting.
I dag skriver jeg knap så meget, men skriver dog dagbog. Dog vil jeg gerne skrive mere.. og skrive for mig selv. Selvom jeg ved der nok er nogle der læser den og tænker.. hvad pokker.
Men det at blogge er vist en hel anden ting, et helt andet univers, så vidt jeg har forstået. Måske kan jeg ikke leve op til det. Men jeg kan finde min egen vej.

Det at skrive har altid været en befrielse for mig, på den måde fik jeg sagt alt jeg ville, måske ikke til andre, men så i hvert fald til mig.. som omhandlede mig. På den måde fik jeg det bedre.

Efter jeg er blevet voksen skriver jeg ikke historier mere.. til gengæld dagbog som jeg har nævnt før. Men i og med jeg har brug for at skrive mere åbent, fortælle mere om mig selv. Så faldt bloggen jo helt til sin ret. Jeg er ikke som en åben bog, men jeg ønsker at fortælle.. måske også for at huske enkelte episoder, eller bare for at fortælle.

Jeg synes blogging er en fantastisk opfindelse. Efterhånden har jeg læst rigtig mange, og det er jo en måde at vise hvem man er, hvad man laver og hvordan livet er, ja lige for den person.
Der var en i dag der sagde til mig, hvaaa.. det der med at skrive, hvordan går det med det. Og hun mente selvfølgelig om jeg havde gjort mere i det her med at blogge. Jeg prøvede at sige at deeet.. og så nåede jeg ikke mere, for kunne godt høre at jeg egentlig har lavet overspringshandlinger i forhold til hvad jeg ellers ville have gjort for længe siden, ang, med at blogge.

Men når det så er sagt, så har jeg hermed påbegyndt en rejse.. en rejse på et nyt liv, eeen rejse i et univers med ord og mennesker og billeder :) og en rejse på at få ord ned på skrift.


Jeg håber at jeg kan blive holdt lidt ved ilden, håber ikke at gå i stå. Men der er jo ingen der siger hvordan jeg lige skal gøre det. Tiden må vise hvordan det bliver.

Alt for nu. :)