Når ens sind driller

Nu har jeg jo som sådan vist og fortalt om mine dyr. Jeg har dog stadig to små dyr endnu, min kanin og mit marsvin. Men det må komme på en anden dag.
Min blog handler om mig og mit liv, og her vil jeg begynde at fortælle lidt.
Alle kender til at få en depression, eller nej rettere de fleste kender til det. Vi er nogle stykker i den danske befolkning som får eller har nemt ved at blive lettere ked af det, trist og sårbar.
Det starter måske med man føler sig træt.. man går tidligere i seng, spiser lidt mere.. eller mindre.. man kommer nok ikke så meget ud og man føler sig egentlig lidt trist. 

For mig begyndte det på en anden måde, men depressionen har jeg haft inde på livet, jeg lagde ikke mærke til den før den havde fundet sin styrke i min krop. Jeg var bleg, træt og trist, havde ikke lyst til andre mennesker og musikken gjorde mig mere død end levende. Det er en rigtig ubehagelig følelse. Jeg følte ikke jeg kunne være glad på samme måde, følte ikke jeg kunne det samme, og andre mennesker blev en hæmsko for mig. 

Som årerne er gået er det meget om vinteren jeg har denne følelse, gejsten er ikke den samme, lyset er ikke det samme. Overskuddet og følelsen er heller ikke det samme.
Jeg begyndte at lukke mig inde, sidde for mig selv. Hvorfor skulle jeg gå ud når der ikke var behov for det. 
Alt sammen blev mere og mere svært.

I dag ved jeg at jeg har en vinterdepression. Men det var jeg slet ikke klar over for nogle år siden.
Mit sind har drillet meget i løbet af årene. Ikke på samme måde, men nogle gange i andre retninger, og veje jeg slet ikke anede der var.

Jeg gad da godt mit liv ikke var sådan, med angst inde på livet, men jeg har en tålelig hverdag. Med hjem og dyr og skole. Livet kan sagtens leves, men ville da gerne ønske at det var lettere.

Jeg begyndte at få medicin i 2001, efter jeg havde tabt mig voldsomt og ikke spiste. Kom ved en diætist og efterhånden, lærte jeg mere og mere at få mad indenbords. Og det hele var slet ikke så farligt.
Medicinen hjalp også på humøret og glæden ved livet. Selvom det var voldsomt svært at spise og få medicinen. Men det blev lettere. I flere år måtte jeg dog få det som opløsning i vandet fordi jeg ikke turde at sluge en pille. 

Historien er lang, men tror jeg vil slutte med at sige at selvom man har et sårbart sind, som driller til tider, så kan man sagtens leve. Sagtens have sin egen hverdag, ikke andres men sin egen. Det er den jeg skal arbejde på. Og derfor håber jeg at bloggen kan blive en lille flyttemil for mig hvor jeg finder ud af hvordan min hverdag skal fungere. Også selvom min daværende kæreste forlod mig.